Det er i dag torsdag den 17. januar, og jeg er næsten lige kommet hjem fra skole. Jeg skal skrive en stil hvor jeg skal beskrive mine tanker om et digt der hedder 'Under stenen' af Naja Marie Aidt. Det handler om en der har mistet sin farmor. Jeg kom til at tænke på min egen farmor. Hun døde for år tilbage. Jeg husker hende tydeligt. 

Jeg har længe haft svært ved at erkende hendes død. Det var svært. Min far sagde at jeg sikkert ikke holdt så meget af hende. Det har jeg tænkte meget over. Det er ikke det. Jeg har tit spurgt mig selv hvorfor jeg ikke virkede så påvirket. Jeg har endnu ikke fundet svaret. Måske er det der ikke. Men jeg ved at jeg elskede hende, og savner hende. Med hende døde mange glade barndoms minder. Hende og min farfar i deres store dejlige hus, med den store dejlige have. Jeg husker det så godt. For ca. to år siden kørte min kusine mig forbi huset der nu er beboet af nogle andre. Jeg var ved at græde.

Når min far har talt om min farmor har jeg været ked. Jeg tror ikke at han kunne se det. Jeg ville gerne vise ham det. Jeg ville gerne have vist ham det. Jeg håber at jeg kan vise ham det med den her historie.

Jeg gik ind på min fars hjemmeside, og kiggede hans historier igennem. Jeg smilede ved hvert ord, og hvert billede. Jeg har længe ville kigge den hjemmeside helt igennem.

Jeg kom til en historie der hedder 'da min mor døde'. Jeg gik ind på den, og besluttede mig for at læse den helt. Det var helt uforklarligt. Jeg har aldrig vidst hvordan det helt præcist gik til før hun døde. Min far besøgte hende for at sige farvel, og ved hendes dødsleje hvor hun lå bleg og afkræftet, sang han de sange hun sang for ham da han var et barn. Dehjemme har han lavet en juledekoration med tre engle og et rødt lys. Jeg kan godt huske den dekoration. Der var noget himmelsk over den. Noget hemmeligt og guddommeligt. Da min farmor døde, tændte han for den.

Jeg tror at jeg er blevet befriet fra det bånd der holdt mig fast. Det der gjorde at jeg ike kunne sørge. Jeg tog heller ikke med til hendes begravelse. Det har været en hård tid. Nu er det væk. Jeg kan ånde ud, og sørge normalt igen. Tak far, fordi du hjalp mig til det. 

Mens jeg har skrevet det her er de tårer jeg græd næsten tørret ind. Men mine øjne er stadig blanke. 

Det er det første tekst der har fået mig til at græde.

-Astrid